Vælg dato herover og derefter klik på det tidspunkt du ønsker at se filmen nedenfor. Find mere information om filmen længere nede på siden.

Jazzkoncert: Johannes Ravn Band
Jazzkoncert med elementer af dansk folkemusik og indierock
”Johannes Ravn Band” – som kommer til Helios i Faaborg fredag 4. juli - er et tværatlantisk projekt bestående af unge musikere fra USA, Tyskland og Danmark. Bandet spiller empatimusik af den faaborgensiske guitarist og komponist Johannes Ravn, og det kan bedst beskrives som moderne jazz, der inddrager elementer af dansk folkemusik og indierock.
Bandet er i Faaborg i forbindelse med, at det skal spille ved sommerens jazzfestivaler i både Aarhus og København. Johannes er 26 år, og han har boet i Faaborg det meste af sin barndom. Han tog sin basisuddannelse på Sundskolen og blev student fra Odense, hvorefter han blev uddannet på Syddansk Musikkonservatorium. I sommeren 2023 flyttede han til New York med bl.a. den ballast, at han i 2020 modtog Dansk musiker forbunds entreprenørpris for sit arbejde med at skabe mere musik i Odense.
Johannes fortæller, at bandet har stor tillid til kunsts aktivistiske funktion, og at den fælles mission for alle de involverede musikere er at skabe et rum, der gør det muligt for lytteren at reflektere og opleve den empati, de bidrager med til verden - både i forhold til sig selv og andre mennesker.
Det ligger fast, at Johannes kommer til Faaborg sammen med en ven fra konservatoriet, den amerikanske guitarist Emmanuel Michael, og at han også vil have en rytmegruppe (trommer og bas) med sig. “Sommerperioden er travl for mange af dem, jeg spiller med, og kabalen med, hvem der kan være hvor hvornår, er stadig ved at gå op”, fortæller han. Men bandet spiller under alle omstændigheder musik af Johannes Ravn, som han har skrevet, efter han flyttede til New York.
Helios’ formand om Johannes og hans musik:
“Det overrasker mig ikke, at han er blevet en del af New Yorks musikliv. Jeg har kendt Johannes siden han var barn og altid været fascineret af hans stille, fordybede og dedikerede væsen. Johannes har altid haft en indre verden og en evne til fordybelse, som jeg tror i høj grad udspringer af hans opvækst – med forældre, der prioriterede musik, litteratur og en sund, kritisk sans over for både kilder og formidlere. På et tidspunkt opdagede jeg, at Johannes gik på efterskole og diskret delte videoer af det, man nok kan kalde moderne jazz. Det var mit første møde med asynkrone rytmer – musik, hvor rytmen skifter mellem forskellige systemer og udfordrer lytteren. Forvirrende, men med sin egen skønhed og et næsten kaotisk udtryk. Her trådte hans fortryllende evne på guitaren tydeligt frem, og allerede dengang kunne han have skabt overskrifter. Det overraskede mig derfor ikke, at han sidenhen blev en del af New Yorks musikliv og fandt sin plads på en musikskole, hvor han – stille og sikkert – har udviklet sig videre. Vi genfandt ham i Faaborg sidste sommer, hvor hans evne til fordybelse kom til udtryk i musikhjørnet ved Rus & Riller. Jeg glæder mig helt vildt til at møde ham og hans kolleger i Helios 4. juli.”